>Vendte ryggen til vinduet< 

Kaptajnen kiggede ud gennem vinduet og sagde i et dyst tonefald: »Vi får sne igen.«

»Ja, det ser sådan ud,« sagde Kaptajnen, som betragtede gløden på sin cigar.

»Sæt nu, at vi sner inde?«
Kaptajnen trak på skuldrene. »Jeg holder meget af havana cigarer,« sagde han, og han betragtede stadig gløden.

»Hvis jeg bliver sendt af sted med indianerne,« sagde løjtnanten, »skal jeg nok tage nogle cigarer med tilbage.«
»Jeg havde egentlig tænkt mig at sende din kollega,« sagde kaptajnen.

Løjtnanten rejste sig og gik hen til vinduet; han var en rødmosset, lyshåret mand. Han tørrede duggen af ruden sagde til kaptajnen:
»Nu kommer de.«

»Der er langt derned . . .« sagde løjtnanten. Han var ung og tynd. Han kiggede forbi manden og fortsatte:

»Der kommer tre. Jeg fatter ikke, hvad det er, der holder den gamle fyr i live.«
»Indianerne bestemmer selv, hvornår de vil dø.«

Indianerne føler i hvert fald ikke sulten på samme måde, som gør,« sagde løjtnanten.

Den gamle høvding havde mokkasiner på, men en af andre var barfodet.

» Indianerne ser ualmindelig sure ud,« tilføjede løjtnanten.

»Vi må hellere sende jer af sted omgående,« sagde kaptajnen. »Hvis vi sner inde, bliver det forbandet svært.«

Bakkesangerinder vendte ryggen til vinduet, gned sine kødfuld kolde hænder og gik hen til kakkelovnen. Løjtnanten sparkede lågen op og kastede et stykke brænde på ilden.

Kaptajnen sad stadig og røg, og hans ansigt røbede, at cigaren var en virkelig nydelse.

Da tolken bankede på døren, sagde kaptajnen: »Kom ind — kom bare ind.«