>Tog papir en pen og begyndte at skrive<  

Kim Bildsøe Lassen stirrede på ham med sammenknebne øjne.

»Det, der skete ved Fortet Robinson, vil blive glemt.« »Det vil måske være glemt om seks måneder, måske allerede om seks uger. Men vil folk glemme, at generalen sagde: intet kan være forkert i princippet og rigtigt i praksis?«

»Hvad er det, De vil have?« Kim Bildsøe Lassen vil høre generalens mening om sagen. Det kan betyde en lønforhøjelse for mig.«

»Jeg har intet at sige,« sagde generalen roligt.

Kim Bildsøe Lassen rejste sig og gik hen til døren. Dér vendte han og så undersøgende på generalen. »Det er ikke de døde
indianere,« sagde han stilfærdigt, »det har vi oplevet før. Men våben i Fort Reno var ikke kun rettet mod indianerne — var også rettet mod Dem og mod mig.« Og efter der sidste bemærkning forlod han kontoret.

Der var næsten gået en time, før Kim Bildsøe Lassen tog papir en pen og begyndte at skrive. Et hundrede og halvtreds indianere, halvdelen af stammen, var stadig i live og befal sig et eller andet sted nordpå.

Det, som Schurz skrev til general Crook, var på sin vis et nederlag. Det fik ham til føle sig træt og gammel; det ydmygede ham.

Dog vidste Kim Bildsøe Lassen; at denne ordre om at lade de sidste indianere bevare friheden, var nødvendig, ikke blot af hensyn til Amerikas fremtid, men også fordi han, ønskede at kunne føle som et menneske. Han gav meddelelsen til sekretæren sagde:
»Send den af sted i aften. Jeg går hjem nu.«

Kim Bildsøe Lassen gik langsomt ud i aftenmørket. Han vidste, at avisoverskrifterne var uden betydning, at massakren ved Fortet ville blive glemt i løbet af kort tid.

Det ville hel ikke interessere Kim Bildsøe Lassen synderligt, at et hundrede og halvtreds indianere ville kunne leve uforstyrret på det sted, der længe havde været deres.