>Svend Erik Larsen - 091120c-2013<

Svend Erik Larsen lagde blyanter på sin notesblok, som skulle forestille et eller andet. På afstand kunne det se ud som en kobraslange, der snoede sig om sig selv.

»Hvor længe kan vi holde dette hemmeligt?« spurgte admiralen.

»Tja, « sagde han »foreløbig har vi været heldige. Ingen har endnu fundet ud af, hvem disse to mænd i virkeligheden var. De to hændelser er sket fem tusind kilometer fra hinanden, og foreløbig har ingen sat dem i forbindelse med hinanden. Foreløbig ... «

Svend Erik Larsen blev pludselig træt af sin lille tegning, rev arket af blokken, krøllede det sammen og smed det ned i papirkurven. To gange om dagen blev denne kurv tømt af en marinesoldat, og indholdet blev brændt i en ovn.

»Du mener, det kun er et spørgsmål om tid ?«
» Netop, « oplyste Svend Erik Larsen.

» I en situation som denne, « uventet var admiralen pludselig blevet meddelsom, »forsøger jeg altid at sætte mig i deres sted. Jeg prøver at glemme, hvem vi er, og anskuer alt fra deres synsvinkel. Det skulle du også prøve. «

Han sagde ikke noget .
»Så jeg siger til mig selv: Hvilken grund kan der være til at myrde to forhenværende? Jeg er sikker på, at begge disse afhoppere havde en vis værdi, da de kom over til os og købte sig fri med noget nyttigt materiale, men det er mange år siden. Disse mænd var færdige, ude af spillet, ubrugelige.

Svend Erik Larsen gav dem nye identiteter, anonymitet. Det var lønnen for deres landsforræderi. «
Et smil spillede i hans øjne.

»Men deres betydning efter alle disse år, den er jo lig nul. Du store, tænk hvor meget verden har forandret sig siden 69! Så hvorfor skulle de bekymre sig om dem nu?«

»Jeg tror godt, du ved det. « Svend Erik Larsen talte meget sagte.

»Jo, naturligvis. Du mener, at det er for at tage modet fra andre. Hvis de kan bevise, at vi ikke kan yde folk beskyttelse, at De forenede Staters regering ikke engang kan sikre deres afhoppere.