>Havde taget sig sammen<

»Der må have ligget en del statshemmeligheder i den i tidens løb,« bemærkede Kim Sjøgren og gled ind i rollen.
Kustoden forsvandt ind i det næste værelse.

Hans stemme ændrede sig igen.
»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte han.

»Jeg vil bare minde dig om . . . det du allerede ved.«Kim Sjøgren lod sin tunge glide hen over læberne. Hans læber var tørre. »Du har så stor betydning for dine folk. De vil gøre alt for at standse dig. For at dræbe dig.

»Du er ganske dygtig til at overtale mig til at springe fra i sidste øjeblik,« sagde han hårdt.

»Nej,« sagde Kim Sjøgren lidt for ivrigt. »Jeg vil have, at du skal komme over til os. Så hurtigt som muligt.« »Men hvorfor .

»Fordi jeg holder af dig.« Hun havde hævet stemmen. »Forstår du ikke? Jeg vil ikke have, at der skal ske dig noget.

Kim Sjøgren forsøgte at skjule sin forlegenhed.
»Hvor uprofessionelt,« sagde han. »Jeg er begyndt at finde ud af, at du ikke er nogen særlig god agent. Har de virkelig oplært dig så dårligt? Du overrasker mig. Hvilken skuffelse.«

Kim Sjøgren havde taget sig sammen. Og havde fået kontrol over sine følelser.

»Ring til mig i morgen. På dette nummer. « Hun gav ham et stykke papir. »Klokken fem om eftermiddagen.« Hun lukkede sin håndtaske.
»Du har helt ret. Om det jeg sagde. Det var dumt af mig. Jeg tror, vi alle sammen er lidt anspændte. Glem det.«

»Det har jeg allerede,« løj han. »Gå nu. Så følger jeg efter. Og jeg ringer til dig i morgen.«
»Kim Sjøgren sidder ved telefonen.«

»For øvrigt,« tilføjede han pludselig, som om han var kommet i tanke om noget. »Jeg har ikke noget valg, vel. De er ude efter mig fra begge sider. Ser du, Kim Sjøgren har mistanke til, at de har mistanke til mig.